Festival della Canzone Italiana di Sanremo
- Lars Andersen
- 14. feb. 2020
- 2 min læsning
Festival della Canzone Italiana di Sanremo
Fra tirsdag den 4. – 8. februar 2020 er det igen tid til Festival della Canzone Italiana di Sanremo. Den 70. udgave, der afholdes i Teatro Ariston, har været afholdt her siden 1977. Musikfestivalen i Sanremo, der har eksisteret siden 1951, er den mest populære festival i Støvlelandet. Her findes også den italienske deltager ved Eurovision.
Musikfestivalen i Sanremo i nordvest-regionen Ligurien er en stor begivenhed i Italien, hvor mange millioner følger med på TV-kanalen Rai Uno de 5 dage den varer. Mere end 11 millioner fulgte med ved TV-skærmene på finaleaftenen sidste år. I forbindelse med musikfestivalen findes den italienske deltager ved det Europæiske Melodi Grand Prix, Eurovision.
Og i år var vi med på en kigger, da vi i vinterferien 2020 var et smut nede i huset for at få en tiltrængt dosis af det gryende italienske forår. Solen skinnede i øvrigt nærmest hele ugen fra en skyfri himmel og temperaturerne lå på mellem 15-21 grader om dagen - hundekoldt om natten.
Festivalen fylder stort set hele centrum og smitter af på det livlige strøg med masser af gademusikanter, events, smarte celebreties fra Rom og Milano og ekstra gode tilbud i alle butikkerne.
Festivalen er meget spektakulær med en kæmpe scene på byens hovedtorv og et enormt opbud af TV, presse, politi og security. Festivalen er kendt for at tiltrække en masse kendte Italienske kunstnere - de største navne - og så ikke mindst en række celebreties der vinker fra den røde løber. Den dag vi var der, kom også fodboldspilleren Ronaldo forbi og kastede glans over sagerne.
Festival eller ej, så er San Remo en dejlig by at tage til for at shoppe i en masse forskellige butikker, inklusiv alle high street brands. Gå i de hyggelige smalle gader i den gamle bydel, spise på en af restauranterne nede på havnen eller de små sidegader, museer, casino’et og meget mere. Den er ikke for stor til at blive stressende og ikke for lille til at være kedelig.
En perfekt vinterdestination i området - hvis ellers 18 gr. i skyggen som vi havde det, kan regnes for vinter 🙂
















Kommentarer